En af de ukendte tekster fra Ingemanns hånd er den smukke og eftertænksomme fortælling om den frosne sø i skoven og stæren, der i bare forårskuller er fløjet for tidligt hjem fra de varme lande. Sådan føles det lidt lige nu i februar. Isklart og koldt og trods man tillidsfuldt vendte snuden efter forår, var den der slet ikke endnu. ‘Stakkels stær kom for tidligt i år’, og kan nu bare sidde og fløjte forkølet og længselsfuldt om lunere tider.
Processen med at udvælge tekster fra Ingemanns hånd, jeg ville sætte nye melodier til, var et festligt detektivarbejde. Det er jo let og ligetil at slå op i højskolesangbogen og starte fra en ende af med de lækre morgen- og aftensangene, men jo dybere jeg gravede, jo flere glemte og ukendte tekster stødte jeg på. Denne blev en af mine favoritter. En mere dyster version af ‘giv tid, giv tid, den nynner glad’ fra “I sne står urt og busk i skjul”, for her er der ikke meget glad nynnen over stærens fortvivlelse. Sådan er tålmodighed også nogen gange. Frosset helt fast!
En vinterferie i Berlin har givet mig personligt et noget nærere forhold til kulde og forfrossenhed, end jeg lige havde turdet håbe på. Bedsteveninde og jeg er på Roadtrip, og har nydt at trave mange daglige kilometer og fordybe os i smukke bygninger og forfærdelig konfronterende historik, som byen byder på. Hvad vi ikke har nydt lige så meget har været valg af indkvartering. Intet ondt om den ellers så trendye ‘ScubePark’ lidt uden for Berlins centrum. Det er virkelig smart fundet på med små designer-træhytter. Total cool! Desværre også i ordets egentlige betydning. Især da det blev frostvejr udenfor og scuben viste sig at være utæt som en papkasse og uden teltets evne til at holde på kropsvarmen fra de sovende. Vi har sovet med hue, handsker og fuld påklædning og stadig frosset som små stære, der er vendt for tidligt tilbage til Nordeuropa. Til nat to købte vi et termometer. Der KUNNE da ikke være så koldt i hytten… men jow! 3-4 grader indvendigt blev det hen på natten.
Lige nu sidder jeg under en varm dyne og plejer halsbetændelsen efter de scube-nætterne (hos os nu kaldet ‘Iscube’). Jeg har varmen igen og skal nok blive frisk og rask også. Det kræver bare lidt tålmodighed.
… og hvordan det så går for den stakkels forfrosne fugl? Naturen viser sig fra sin nådige side. Det hele ender så lykkeligt, da bølgen i voven smelter og igen begynder at bruse og synge, og himlen endelig dækkes af resten af trækfuglene, der vender hjem. Det er fortrøstningsfuldt at huske lige nu. Forår kommer. Vi bliver varme igen. Lige pludselig!