I onsdags d. 11. december havde vi en festlig aften i Dyrup Kirke med PopSalmer Trio julekoncert. I dag – hvor adventsvejret sørme ikke er til at prale af – skal I have en lille glimt fra koncerten, hvor vi blandt andet sang Grundtvigs kendte julesalme “Dejlig er den himmelblå”.
Glædelig tredje søndag i advent!
I den sammenklippede version fra i onsdags hører I ikke alle vers – men her kan I læse hele teksten og den fine historie og nederst ligger de to indspilninger fra JulePopsalmer CD’en – vi valgte nemlig at klippe den over i del 1 (i swing) og del 2 (lige) for at det ikke skulle være et maraton!
Hvad ikke alle ved er, at salmen oprindeligt havde 19 vers (og ikke 7, som man i dag bruger) – og at det var en helt forrygende (og lang) fortælling med meget mere historie om “de tre vise mænd” altså de tre hellige konger! – anført af en gamle astrolog / stjernetyder, der havde læst stjernerne og vidste, at nu var Jesus-barnet på vej. Han gik til Kongen i sin hjemby og sammen med ham og dennes søn drog de ud for at følge stjernen og finde det lille Jesus-barn bærende på gaver til at velsigne det nyfødte barn.
En skøn ting, man kan smile over fra et af de vers (vers 12), man ikke bruger normalt i dag er fortællingen om, at da de tre vise mænd når hytten hvor den lille nybagte familie befinder sig, står stjernen ikke blot stille på himlen, der er at genfinde i “barnets milde øje”… DET er da smukt!
En anden pudsig detalje er (vers 18), at der ikke oprindeligt var tale om en led(e) stjerne, som mange sikkert har fniset af under salmebogen… Men at det som det ses her fra Grundtvigs hånd hed “Vi har og en sådan stjerne”.
Grundtvig skrev denne fine fortælling i december 1810 i et klart og fredeligt øjeblik. Den blev hans første store udgivne salme. Resten af året havde ellers været præget af ’vilde sjælskampe’ i en af hans store livskriser, hvor vennerne holdt vagt døgnet rundt for at sikre at han ikke gjorde uoprettelig skade. Krisen startede, da hans gamle far bad ham komme hjem og aflaste i Udby præsteembede. Det var ikke nemt at være Grundtvig!
Dejlig er den himmelblå (oprindeligt: De hellige tre konger)
1. Dejlig er den himmel blå, lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke, hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig, os fra jorden op til sig
2. Kommer små og hører til, jeg for eder sjunge vil
om så lys og mild en stjerne, jeg det ved, I høre gerne:
Himlen hører eder til, himlen hører eder til.
3. Det var midt i julenat, hver en en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue én så klar på himlens bue
som en liden stjernesol, som en liden stjernesol.
4. Langt herfra, i Østerland stod en gammel stjernemand,[1]
så fra tårnet vist på himlen, så det lys i stjernevrimlen,
blev i sind så barneglad, blev i sind så barneglad.
5. Når den stjerne lys og blid sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage, at en konge uden mage[2]
skulle fødes på vor jord, skulle fødes på vor jord.
6. Derfor blev i Østerland nu så glad den gamle mand;
thi han ville dog så gerne se den lyse kongestjerne,
før han lagdes i sin grav, før han lagdes i sin grav.
7. Han gik til sin konges slot, kongen kendte ham så godt,
hørte og med hjertens glæde, at det lys var nu til stede,
hvorom gamle spådom lød, hvorom gamle spådom lød.
8. Han med søn og stjernemand fluks uddrog til Østerland,
for den konge at oplede, for den konge at tilbede
som var født i samme stund, som var født i samme stund.
9. Klare stjerne ledte dem lige til Jerusalem,
kongens sol[3] de gik at finde, der var vel en konge inde,
men ej den de ledte om, men ej den de ledte om.
10. Klare stjerne hasted frem, ledte dem til Betlehem,
over hytten lav og lille stod så pludselig den stille,
strålede så lyst og mildt, strålede så lyst og mildt.
11. Glade udi sjæl og sind ginge de[4] i hytten ind,
der var ingen kongetrone, der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød, vugged barnet i sit skød.
12. Østerlands de vise mænd fandt dog stjernen der igen,
som de skued i det høje, thi i barnets milde øje
funklende og klar den sad, funklende og klar den sad.
13. Den var dem et tegn så vist, at de så den sande Krist,
derfor nejed’ de sig glade, ofrede på gyldne fade
røgelser med søde lugt, røgelser med søde lugt.
14. Vil I små ej også gerne se den lyse milde stjerne.
For den konge dybt jer neje, som Guds rige har i eje,
og vil lukke jer derind, og vil lukke jer derind?
15. Ser I til den himmel blå, med de gyldne stjerne på
der den stjerne ej I finde, men den er dog vist derinde
over Jesu kongestol, over Jesu kongestol.
16. Thi det barn, som var på jord, blevet er en konge stor,
og han sidder nu deroppe, over alle stjernetoppe
hos Gud Faders højre hånd, hos Gud Faders højre hånd.
17. Nejer eder kun, I små! Han fra himlen ser derpå.
Sender ham med hjertensglæde lov og pris til høje sæde.
Det er røgelse for ham, det er røgelse for ham.
18. Stjernen ledte vise mænd til nyfødte konge hen,
I har og en sådan stjerne, og når I den følge gerne,
komme I til Jesus vist, komme I til Jesus vist.
19. Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild
er hans Guddomsord det klare, som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod, til at lyse for vor fod.
1 stjernemand = astrolog/stjernetyder
2 uden mage = uden sammenligning
3 kongens sol = Kong Herodes
4 ginge de = gik de