Det er tid til at fejre lyset. ‘Nu kommer fuglene igen, og lyset vælter pludselig ind’, som Alberte synger så fint i sit forårshit “Lyse nætter”.
Ingemann siger det samme i sin mandag morgensang “Lysets engel”, hvor lyset er den engel, der får nattens sorte skygger til at flygte. Et smukt billede om trøst og styrke. Det minder mig om at mørket slet ikke eksisterer. Det er bare steder, hvor lyset ikke er tændt endnu. Tænd for lyset, tænd for kærligheden, så forsvinder angsten. Så fint at han kysser barnet i vuggen og får liv i os alle sammen, ham den rare engel af sol.
Der er sådan en skøn historie om denne morgensalme fra Dan Turèlls barndom, hvor han i bogstaveligste forstand blev væltet af lysets engel til morgensang. Det var hans moment af ‘verden var ikke mere den samme’, som han skriver i en af sine bøger:
“Da jeg hørte det første vers, besvimede jeg for første gang i mit liv. Jeg faldt sammen, efter nogle minutter vågnede jeg og mumlede – sagde de – stadigvæk om Lysets engel. Dette billede var så stærkt og rent, at det kunne ramme selv en 10-årig gadedreng i hjertet eller i livet…”
Jeg er selv optaget af momenter af ‘verden er ikke den samme igen’ – jeg samler nærmest på dem! Små skelsættende oplevelser af forandring, nærvær og forundring. Jeg forsøger at lægge mærke til at “LIGE dér oplevede jeg noget, der ændrede mig og mit liv”. Det er vel egentlig også en slags ‘oplysning’, hvor ‘i hvert solglimt Gud er nær’.
Jeg husker præcis det moment, hvor jeg besluttede mig for at opfinde PopSalmer. Lige der ved klaveret en varm aften i forsommeren. Man kunne jo også skrive en sang… ‘den signede dag med fryd vi ser’ og derefter var verden faktisk ikke den samme igen. Lysets engel kiggede over skulderen, og jeg så mig selv i øjnene. Jeg har altid skrevet sange – men NU blev jeg komponist. Jeg tændte lyset på den angst, og det var ikke farligt længere…