Når jeg virkelig bliver trist, føler mig ensom eller ængstelig, er der en aften-tekst af B.S. Ingemann, der trøster og hjælper. Han beskriver så rørende og skærende smukt, hvordan vi kan komme til at sidde og føle os ensomme og kolde, mens andre synes at samle sig tæt på grenene som fugleunger, der skutter og rykker tæt sammen – noget mange sikkert mærker helt tæt på lige nu.
Og så slutter han digtet med billedet af at han sender hele sin engle-hær ned til os, så de omfavner os med gigantiske trygge og beskyttende vinger. Det er min meditation lige nu. Billedet af at blive holdt i en kæmpe engle-krammer med alle, der er ængstelige, chokerede og ensomme!
Må denne lille melodi og tekst bringe trøst og støtte til jer, der ængstes.
Kærlig hilsen
Janne
“Det barn, som synes mest forladt, Gud Fader selv vil bevare. Han sender i den stille nat til jorden sin engleskare. De spreder deres vinger ud, når alle øjne sig lukke, selv våger hele verdens Gud ved skabningen store vugge.”